C.G. Jung i Danmark Download pdf-fil C.G. Jung i Danmark

Af Emilija Kiehl

Middel til psykisk forandring

Den transcendente funktion er et af kernebegreberne i Jungs model af psyken. Det er et forsøg på at forklare fænomenet psykisk forandring og udvikling. Den transcendente funktion mulig­gør en overgang fra én psykologisk holdning til en anden gennem en dialektisk proces, hvor psykens bevidste og ubevidste indhold integreres i en tredje position, som udgør et nyt trin i personlig­hedens udvikling. Den psykologiske udviklingsproces, som Jung kaldte individuation – at blive sig selv – indebærer, at man kommer overens med sit ubevidste. Målet med analysen af det ube­vidste er udviklingen af den transcendente funktion, som fører denne proces igennem og skaber et symbol, hvor bevidsthed og det ubevidste mødes. ”Den transcendente funktions vej er en individuel skæbne”, skrev Jung (CW 7, § 369). [Dansk oversættelse ved Preben Grønkjær].

Vores bevidsthed og det ubevidste står i et dynamisk modsætningsforhold, som kan være kon­fliktfyldt eller kreativt. Når det er kreativt, sætter den psykiske spænding, der er resultatet, gang i ”denne mærkværdige forvandlingsevne ved den menneskelige sjæl” (Jung, CW 7, § 360) [dansk oversættelse ved Preben Grønkjær], hvilket nærer udfoldelsen af selvet og dets adskil­lelse fra det kollektive. Med andre ord tilvejebringer den transcendente funktion den individu­elle udviklingslinje ved at facilitere kreative løsninger på spændingen mellem det kollektive og personlige bevidste og det kollektive og personlige ubevidste indhold. Men vanskelige tidlige eller traumatiske oplevelser kan hæmme udviklingen eller aktiveringen af den transcendente funktion og standse den psykologiske vækstproces. I analysen er kvaliteten af den analytiske relation og analytikerens evne til at dagdrømme de vigtigste ingredienser i skabelsen af det tredje område, hvor analytikeren bruger sin egen transcendente funktion til at formidle poten­tialet for dens udvikling i patienten.

Idet Jung var klar over, at ideen om at psyken har en evne til at overskride grænsen for den per­sonlige subjektivitet kunne blive kritiseret af de reduktionistiske dele af den psykoanalytiske bevægelse, skrev han i sit essay fra 1916:

”Der er ikke noget mystisk eller metafysisk ved udtrykket ’transcendent funktion’. Det betyder en psykologisk funktion, der i sin natur kan sammenlignes med den matematiske funk­tion af samme navn, der er en funktion af reelle og imaginære tal. Den psykologiske ’transcen­dente funktion’ opstår af foreningen af det bevidste og ubevidste indhold.” (CW 8, § 131).

Egoet (i Jungs model bevidsthedscentret) er tilbøjelig til at holde det bevidste og det ubevidste indhold i psyken adskilt for at undgå den konflikt, som deres dynamisk modsatrettede bevægel­ser kan skabe, og dermed skabe en psykologisk stilstand. Dog,

”Da livet aldrig bærer en stilstand, så opstår der en opdæmning af livsenergi, der ville føre til en utålelig tilstand, hvis der ikke ud af modsætningsspændingen opstod en ny, forenende funktion, som fører ud over modsætningerne.” (Jung, 1926, CW 6, § 824). [Dansk oversættelse ved Jens Windeleff, s. 195].

Jung så også den transcendente funktion som en metode, ”der i det væsentlige består i forsæt­ligt at fremkalde det, som naturligt sker ubevidst og spontant, og integrere det i bevidstheden og dennes opfattelse.” (CW 7,§ 121). [Dansk oversættelse ved Lene Byrith].

Personlighedens udvikling afhænger af egoets evne til at udholde denne spænding, så en vis integration af psykens bevidste og ubevidste indhold bliver mulig. I processen gennemgår beg­ge en vis grad af forvandling. Egoet får mulighed for en psykologisk oplevelse af en anden orden, som befinder sig i selvets større dimension – for Jung det ordnende princip for hele per­sonligheden. Sådanne møder mellem selvet og egoet kan skabe fornyelse i deres dynamiske forhold, fremme individuationen og styrke egoet. De er også en test af egoet, som dermed ud­sættes for faren for opløsning eller psykose (egoets identifikation med selvet). Derfor er det fra begyndelsen nødvendigt med en tilstrækkelig grad af ego-styrke for at opretholde intensiteten i disse møder og for egoets deltagelse i den transcendente funktions virke. Man kan sige, at den transcendente funktion vejledte og gjorde det muligt for Jungs ego at bevidne  hans udforsk­ning af sin indre verden. Det, der kunne have ført til et psykotisk sammenbrud, resulterede derfor i et værk af enorm kreativitet, Den Røde Bog, hvor vi kan finde tidlige former af mange af den ana­lytiske psykologis grundlæggende begreber.

Som motor for psykisk forandring virker den transcendente funktion ikke kun i modsæt­ninger­nes spændingsfelt, men også i den egentlige længsel i selvets drift mod helhed, hvor bevidste og ubevidste elementer i psyken er i et komplementaritets- og kompensationsforhold. Her for­midler og udvirker den transcendente funktion en sammensmeltning mellem de indre og ydre erfaringer, deres virkelige og imaginære såvel som rationelle og irrationelle aspekter, så de kan blive indoptaget i personligheden.2

For Marie Louise von Franz er ”den rigtige form for fantasi” nødvendig for at aktivere den tran­scendente funktion. På samme måde ser Warren Colman i sin artikel ”Imagination and the Imag­inary” (2006) på den transcendente funktion i forbindelse med egoets holdning til virkeligheden, dets evne til at tåle fraværet af det, der ønskes, og anerkende ”kløften mellem det, der forestilles, og det, der faktisk er til stede i den materielle verden” (s. 22). Han hævder, at kun reel fantasi (i modsætning til imaginær fantasi) fører til symboldannelse gennem den transcendente funktions virke mellem modsætningerne nærvær og fravær. I modsætning til ægte eller symbolsk fantasi er den ”imaginære” et defensivt misbrug af fantasi til at benægte tilstedeværelsen af fravær, og den fører dermed ikke til aktivering af den transcendente funktion og til psykologisk vækst.

I den tidlige udvikling opstår den rette form for fantasi eller evnen til at symbolisere hos et spædbarn i det rum, der skabes i forholdet mellem mor og spædbarn af moderens evne til at drømme, dvs. den moderlige transcendente funktion.

Den arketypiske rod til den transcendente funktion stammer fra vores primære instinkt for til­knytning og slægtskab. De uforenelige objekter i vores indre og ydre verdener og de for­skellige niveauer af vores oplevelse af at være i begge disse verdener er forbundne, sam­menholdt af den transcendente funktion.

Jung skrev essayet, Den transcendente funktion, i 1916, kort efter bruddet med Freud, men ud­gav det først i 1958 i en revideret version. Begrebet bliver fortsat revideret og udvikler sig gen­nem samtidens kliniske og teoretiske tænkning. En hel triennale, IAAP Kongressen for Analy­tisk Psykologi, der blev afholdt i Chicago i 1992, var viet til at udforske den transcen­dente funktion i et væld af den tids analytiske erfaringer.

I dagens foranderlige verden, især siden den globale coronapandemis begyndelse, har der været en følelse af, at det haster med at genoverveje vores kollektive holdning til livet, individet og det sociale. Begrebet om den transcendente funktion kan bidrage til vores søgen efter en ny mo­dus vivendi i den stigende bevidsthed om de destruktive aspekter af vores kollektive skygge. Om fremtiden vil bringe realisering af vores håb eller vores frygt for det, der kommer, vil af­hænge af vores evne til at udvikle os fra egoets begrænsende domæne og dets trang til magt og dominans til selvets transcendente område, hvorfra vores trang til empatisk tilknytning udspringer.

”Den transcendente funktion realiseres synkront, når der sker et skift væk fra et ønske om at vide og kontrollere til et ønske om at relatere og forstå.” (Beebe (1993), s. 118).

 

Referencer

Beebe, J., (1993) “Response” til: “Another Degree of Complexity” af Anya Agnel, i Proceedings of the XII Int. Congress for Analytical Psychology Chicago 1992, Daimon Verlag, red. Mary Ann Mattoon, s. 116-122.

Colman, W. (2006) “Imagination and the Imaginary”, Journal of Analytical Psychology 51, s. 21-41.

Jung, C. G. (1926) Psychological Types, Kegan Paul, Trench, Trubner & Co.

Jung, C. G. (1960/2002) CW 8, The Structure and Dynamics of the Psyche, Routledge: London.

Jung, C. G. (1966/1994) CW 7, Two Essays on Analytical Psychology, Routledge: London.

Jung, C. G. (2011) The Red Book, WW Norton.

Miller, J. (2004) The Transcendent Function, State University of New York Press.

Oversættelser til dansk

Jung, C. G. To skrifter om analytisk psykologi, oversat af hhv. Lene Byrith og Preben Grønkjær, Gyldendal 2001

Jung, C. G. Psykologisk Typologi, oversat af Jens Windeleff, Gyldendals Uglebøger, 1975

Jung, C. G. Psykologiske typer, oversat af Lars Bo Bojesen et al., Gyldendal, 1994

1 Dette billede kan være en skildring af løsningen på problemet med modsætninger i det forsonende symbol og en ny bevidst holdning.
Genoptrykt fra The Red Book af C.G. Jung. Copyright © 2009 af The Foundation of the Works of C. G. Jung.
Med tilladelse fra udgiveren, W. W. Norton & Company, Inc. Alle rettigheder forbeholdes.

2 For ”mekanikken” i den transcendente funktion, se Miller, J. (2004), s. 47.

 

Emilija Kiehl, MSc, er vicepræsident for IAAP og har privat praksis i London. Hun er uddannelsesanalytiker og tidligere formand for British Jungian Analytic Association og seniormedlem af British Psychotherapy Foundation. Hun sidder i bestyrelsen for Journal of Analytical Psychology. Hun forelæser, underviser og superviserer i Storbritannien og øvrigt udland.

Åben artikel som pdf

Til artikelserien “Analytisk psykologi i dag”