Af Mark Winborn
Participation mystique: Et overblik
Participation mystique [enhed mellem subjekt og objekt, o.a.] har en interessant position i analytisk psykologi. Det er et begreb, der er tæt på allestedsnærværende i den jungianske verden, men definitionen af begrebet er noget uigennemsigtig. Til tider har udtrykket en negativ valør i jungianske kredse, samtidig med at det bruges til at beskrive oplevelser af dybde og kraft.
Jungs begreb om participation mystique
Jung valgte at bruge begrebet participation mystique efter antropologen Lucien Lévy-Bruhl, som brugte det i en række bøger, der blev udgivet fra 1910[1] og fremefter. Jung blev grebet af tanken om, at de ’primitive’ tænker anderledes end ’moderne’ mennesker og overtog Lévy-Bruhls ideer om den ’primitive psyke’ samt hans begreber om participation mystique og representations collectives [kollektive repræsentationer, o.a.].
Jungs mest omfattende diskussion af participation mystique findes i hans essay Archaic Man.[2] Dette essay skitserer hans ideer om primitive folks mentale aktivitet, dvs. at de fungerer i en ”prælogisk sindstilstand”, at de ”var enklere og mere barnlige” og ”upsykologiske”, hvormed han mener, at psykologiske oplevelser opfattes som noget, der forekommer uden for det primitive på en objektiv måde. Disse slutninger om primitiv tænkning ligger til grund for Jungs centrale begreb om participation mystique – nemlig at der i oplevelsen af participation mystique sker en udviskning af de psykologiske grænser mellem individer, mellem individer og deres omgivelser og i nogle tilfælde mellem individer og objekter. Hvis en indfødt gruppe fx troede, at et træ også var bolig for en ånd, der beskyttede en nærliggende landsby, ville Jung sandsynligvis fortolke dette som en form for participation mystique. På samme måde er det i det moderne samfund helt almindeligt at observere dynamikken participation mystique blandt fans til store sportsbegivenheder. Jung definerede participation mystique på følgende måde:
Participation mystique er et udtryk, der stammer fra Lévy-Bruhl. Det betegner en særlig form for psykologisk forbindelse med objekter og består i, at subjektet ikke klart kan skelne sig selv fra objektet, men er bundet til det af et direkte forhold, der svarer til delvis identitet (q. v.[se denne, o.a.]). Denne identitet er resultatet af en a priori enhed mellem subjekt og objekt. Participation mystique er et levn fra denne primitive forbindelse.[3]
Jung behandlede flere områder med udtrykket participation mystique; udviskningen af subjekt-objekt-grænser, der resulterer i en oplevelse af a priori enhed, at participation mystique regelmæssigt observeres hos mennesker fra kulturer, som Jung betegnede som ’primitive’, og at den forekommer i de mentale tilstande i den tidlige barndom. Jung henledte også opmærksomheden på tilstedeværelsen af participation mystique i analytiske overføringer og som en ubevidst bestanddel i den ”civiliserede voksne”. Selvom Jung diskuterede det primitive menneskes psykologi på en måde, der slår den moderne læser som et etnocentrisk perspektiv, brugte han også denne kontrast til at henlede opmærksomheden på karakteristika ved den moderne psykologiske tilstand, som han anså for problematiske. Specifikt mente Jung, at moderne mennesker er blevet så afhængige af rationel tænkning, at vi er afskåret fra rudimentære eller fylogenetiske lag af psykisk erfaring.
Udvikling i forhold til participation mystique
Efter at have skitseret, hvordan Jung kom til at bruge begrebet og de forskellige måder, han anvendte det på, kan vi vende os mod udviklingen og anvendelsen af participation mystique, siden Jung indførte det i den analytiske psykologi.
Projektiv identifikation og participation mystique: Jung indikerede, at projektion og identifikation er de to primære psykologiske processer, hvormed participation mystique aktiveres. En række analytiske psykologer har fremhævet ligheden mellem Jungs brug af begrebet participation mystique og begrebet projektiv identifikation, som først blev foreslået af Melanie Klein,[4] hvor dele af selvet og indre objekter hos spædbarnet spaltes fra og projiceres på et ydre objekt. I Kleins model bliver objektet identificeret med de projicerede fraspaltede dele og interageret med, som om objektet er blevet ét med de fraspaltede objekter, hvilket ofte fremkalder en følelse hos modtageren af det projicerede element, som følelsesmæssigt stemmer overens med den fraspaltede del.
Der er talrige passager hos Jung, hvor han refererer til participation mystique, projektion, empati og ”indføling” på måder, der lyder forbløffende tæt på Kleins beskrivelse af projektiv identifikation. Jung og Klein begrebsliggjorde begge den analytiske interaktion som en situation, hvor analytikeren vil påvirke patienten, og patienten vil påvirke analytikeren på nuancerede, men kraftfulde måder, hvilket giver mulighed for, at begge kan forstå deres indvirkning på hinanden på nye måder og fremme forvandlingen af den psykologiske oplevelse.
Overføring og participation mystique: Jung så processen med participation mystique som noget, der er tæt forbundet med projektionsprocessen, men også med overføringsdynamikken i den analytiske ramme. Jung forstod tydeligt de gensidigt påvirkende aspekter af overføringsrelationen, og han så disse påvirkninger som noget, der i høj grad er baseret på tilstedeværelsen af participation mystique i den analytiske relation. Han erkendte tidligt, at ”Det er ikke kun den lidende, men også lægen, ikke kun objektet, men også subjektet.”[5] Dette perspektiv er bedst beskrevet i The Psychology of the Transference [Overføringens psykologi, o.a.], som ofte vender tilbage til billedet af det alkymistiske bad som en metafor for de gensidige ubevidste påvirkninger i det analytiske forhold. Denne gensidige ubevidste påvirkning ses også tydeligt i Jungs diagram[6] over den analytiske relation:
Lignende begreber fra analytisk psykologi og psykoanalytisk teori
Der er flere begrebslige udviklinger, der er opstået siden Jungs oprindelige arbejde med participation mystique, især hans forståelse af anvendelsen af participation mystique på overføringssituationen. For eksempel Erich Neumanns begreb om enhedsvirkelighed[7]; det bipersonlige felt som udviklet af Madeline Baranger og Willy Baranger[8]; selvobjektteori som udviklet af Heinz Kohut[9]; intersubjektivitetsteori som udviklet blandt en række forfattere, fx George Atwood og Robert Stolorow[10]; det interaktive felt[11]; og begrebet fusionstilstande.[12] Alle disse begreber udtrykker elementer af psykologisk erfaring, som er parallelle med participation mystique. Denne udvikling illustrerer lighederne med Jungs hypotese om de gensidigt påvirkende kvaliteter i oplevelsen af participation mystique og understreger forudseenheden i Jungs model for analytisk psykologi.
Konklusion
Forhåbentlig giver denne undersøgelse indsigt i begrebet participation mystique – idet det udforskes fra forskellige perspektiver. Når participation mystique anvendes bredt, er det en paraply for en lang række intersubjektive fænomener. Begrebet er mest brugbart, når det bruges til at beskrive en klasse af interaktive oplevelser. Vi befinder os på et vigtigt tidspunkt i udviklingen af psykoanalysen og den analytiske psykologi; en tid med konvergens og krydsbefrugtning, hvor vi har mulighed for at genoverveje etablerede eller accepterede teorier og begreber baseret på kumulativ klinisk erfaring, udvikling inden for andre områder og skift i vores kultur – som alle i sidste ende har indflydelse på, hvordan vi praktiserer som analytikere og analytiske terapeuter.
Yderligere læsning:
Jeg anbefaler en række indbyrdes forbundne artikler af Robert Segal,[13],[14] Susan Rowland,[15] og Paul Bishop,[16] der som gruppe udgør en intellektuel-historisk-litterær-teoretisk gennemgang af Jungs syn på det ’primitive menneske’ og hans brug af begrebet participation mystique. Disse fire artikler giver en fremragende baggrund for begrebet participation mystique. Ligeledes anbefaler jeg en essaysamling, som jeg havde det privilegium at samle og redigere, Shared Realities: Participation Mystique and Beyond,[17] som gennemgår samtidige perspektiver på participation mystique og beslægtede begreber.
Noter:
[1] Lucien Lévy-Bruhl (1926), orig. 1910.
[2] C.G. Jung (1931), CW 10, §§ 104-147.
[3] C.G. Jung (1971), CW 6, § 781.
[4] Melanie Klein (1946).
[5] C.G. Jung (1931), CW 16, § 173.
[6] C.G. Jung (1946), CW 16, § 422.
[7] Erich Neumann (1989).
[8] Madeline Baranger and Willy Baranger (2008), orig. 1961-1962.
[9] Heinz Kohut (1971).
[10] George Atwood and Robert Stolorow (1984).
[11] Murray Stein (ed.) (1995).
[12] Peter Giovacchini (1995).
[13] Robert Segal (2007a).
[14] Robert Segal (2007b).
[15] Susan Rowland (2007).
[16] Paul Bishop (2008).
[17] Mark Winborn (ed.) (2014).
Referencer
Atwood, George and Robert Stolorow, Structures of Subjectivity, 1984
Baranger, Madeline and Willy Baranger, “The Analytic Situation as a Dynamic Field,” International
Journal of Psycho-Analysis 89 (2008), pp. 795-826 [originally published 1961-1962]
Bishop, Paul. “The Timeliness and Timelessness of the ‘Archaic’: Analytical Psychology ‘Primordial’
Thought, Synchronicity,” Journal of Analytical Psychology 53, 2008, pp. 501-523
Giovacchini, Peter “Fusion States, Collective Countertransference, and Mutual Dependence,” Journal of
the American Academy of Psychoanalytic Dynamic Psychiatry 23, 1995, pp. 411-423
Jung, C.G. “Definitions” i Psychological Types, CW, Vol. 6, Princeton, NJ: Princeton University Press,
1971, §§ 672-844
– “Archaic Man,” i Civilization in Transition, CW, Vol. 10, Princeton, NJ: Princeton University
Press, 1931, §§ 104-147
– “Problems of Modern Psychotherapy,” i The Practice of Psychotherapy, CW, Vol. 16, Princeton,
NJ: Princeton, University Press, 1931, §§ 114-174
– “Psychology of the Transference,” i CW, Vol. 16, Princeton, NJ: Princeton University, Press,
1946, §§ 353-539
Klein, Melanie ”Notes on Some Schizoid Mechanisms,” International Journal of Psycho-Analysis 27,
1946, pp. 99-110
Kohut, Heinz The Analysis of the Self, New York: International Universities Press, 1971
Lévy-Bruhl, Lucien Les fonctions mentales dans les sociétés inférieures, 1910, oversat fra fransk som
How Natives Think, London: G. Allen & Unwin, 1926
Neumann, Erich The Place of Creation, Princeton, NJ: Princeton University Press, 1989
Rowland, Susan “Response to Robert A. Segal’s ‘Jung and Lévy-Bruhl’,” Journal of Analytical
Psychology 52, 2007, pp. 659-665
Segal, Robert “Jung and Lévy-Bruhl,” Journal of Analytical Psychology 52, 2007a, pp. 635-658
– “Response to Susan Rowland,” Journal of Analytical Psychology 52, 2007b, pp. 667-671
Stein, Murray (ed.) The Interactive Field in Analysis, Vol. 1, Chiron Clinical Series, Wilmette, IL: Chiron,
1995
Winborn, Mark (ed.) Shared Realities: Participation Mystique and Beyond, Shiatook, OK: Fisher King
Press, 2014
Mark Winborn, ph.d., NCPsyA er jungiansk psykoanalytiker og klinisk psykolog. Dr. Winborn er uddannet/superviserende analytiker i Inter-Regional Society of Jungian Analysts og C.G. Jung Institute i Zürich, Schweiz.
Han er i øjeblikket medlem af American Board for Accreditation in Psychoanalysis og Ethics Committee of the International Association for Analytical Psychology samt af redaktionsudvalget for Journal of Analytical Psychology og Journal of Humanistic Psychology.
Han har præsenteret artikler på de seneste fire kongresser i International Association for Analytical Psychology (2010, 2013, 2016, 2019). Hans udgivelser omfatter Deep Blues: Human Soundscapes for the Archetypal Journey (2011, Fisher King Press), Shared Realities: Participation Mystique and Beyond (2014, Fisher King Press) og Interpretation in Jungian Analysis: Art and Technique (2018, Routledge) samt tidsskriftartikler, boganmeldelser og kapitelbidrag.
Åbn filen som pdf
Til artikelserien “Analytisk psykologi i dag”