C.G. Jung i Danmark Download pdf-fil C.G. Jung i Danmark
Tilmeld dig Jungforeningens studiekreds “Jungs myte for Vores tid”

Tilmeld dig Jungforeningens studiekreds “Jungs myte for Vores tid”

Husk at tilmelde dig til Jungforeningens studiekreds “Jungs myte for vores tid” m. Nikolaj Knub, som starter torsdag den 27. februar og løber over 4 gange med to ugers mellemrum. Der er stadigvæk ledige pladser. Prisen er 500 kr. for medlemmer og 600 kr. for gæster.

Med udgivelsen af Liber Novus i 2009 havde vi endelig mulighed for at få indblik i Jungs personlige ’konfrontation med det ubevidste’. Det stod hurtigt klart, at Liber Novus var mere og andet end Jungs private fantasier. I den Røde Bog ligger kimene til, hvad vi kunne kalde en ny kollektiv myte forstået i ordets bredeste forstand som et nyt verdensbillede eller “psyko-kosmologi”.

Med Liber Novus i baghånden vil vi i studiekredsen følge denne myte ind i Aion og Svar til Job, to af Jungs sene, men helt centrale værker, hvor visionerne fra Den Røde Bog på sin vis finder deres kulmination og endelige artikulation. Her udfolder Jung bl.a. ideen om, at vi står i en overgangs- og undergangstid imellem fiskenes og vandbærerens tidsalder. Vi lever dermed i en slags liminal fase uden kollektive symbolske strukturer til at rumme og transformere det ubevidstes kræfter, der – som Jung så ofte pointerede – både er lyse og mørke, kreative og destruktive.

Hvad vil det sige at leve i en over- eller undergangstid? Hvordan viser det sig? Hvordan mærker vi det, og hvad fordrer det af os? Det er nogle af de spørgsmål, som vi skal forsøge at udforske sammen, idet vi udgraver og undersøger, hvad man kunne kalde “Jungs myte for vores tid”.

Med forbehold for ændringer vil programmet for de fire undervisningsgange se således ud:
1. Meningskrisen og det (post)moderne menneskes søgen efter sjæl (27. februar)
2. Aion og fiskenes tidsalder; astrologi som “arketypisk kosmologi” (13. marts)
3. Svar til Job (del 1): Om at opdrage Gud (27. marts)
4. Svar til Job (del 2): Det apokalyptiske lam og det Ny Jerusalem (10. april)

Med venlig hilsen Jungforeningen København