Elisabeth, der har været medlem af DSAP siden 2013, døde den 10. marts 2025
Mens jeg var ved at forberede min praksis i Gentofte, så jeg en dag et opslag på biblioteket, hvor en studerende – Elisabeth Kampmann – ved CG Junginstituttet, søgte klienter til læreanalyse. Mærkeligt, tænkte jeg, for jeg var studerende ved Junginstituttet i København, og der var ikke en studerende med det navn. Så jeg kontaktede Elisabeth og den var god nok. Elisabeth var bare studerende på instituttet i Zürich.
Vi talte sammen i to timer, havde begge sociologiske baggrunde og var begge uddannet / havde arbejdet indenfor sundhedsvæsnet. Og vi var umiddelbart fuldstændigt i synk.
Vi boede tæt på hinanden, åbnede klinikker samtidig og brugte hinanden til at gennemgå enhver detalje i de tanker og planer, vi havde for vores fremtidige arbejde. Det var trygt at være sammen om.
Vi holdt foredrag sammen om drømme. Vi planlagde og gennemførte kunstterapeutiske kurser for kvinder, hvor vi arbejdede med silkepapirsbilleder. Vi skrev tekster sammen, gik i supervision sammen, tog på ture sammen. Vi var i Zürich og Küsnacht sammen. Vi havde vores pilgrimsfærd til Jungs gravsted sammen og vi var med taxabåd ned ad Zürichsøen til Bolligen, hvor vi fra vandsiden så Jungs tårn.
I mit samarbejde med Elisabeth fik jeg forskellen på Zürich- og Londonskolen ind under huden. Elisabeth havde sine mantraer, og når det kom til drømme, hed det: ”Stay with the symbol!”. Men hun var også meget nysgerrig på Londonskolens relationelle tilgang og på overførings- og modoverføringsprocesser. Og jeg måtte skærpe mig, så jeg kunne forklare Londonskolens magi. For når symbolerne var det magiske i den symbolske tilgang, så måtte overførings- og modoverføringsprocesserne være det i den relationelle tilgang. Og sådan kunne vi få aftener til at gå.
Et andet af Elisabeths mantraer blev serveret som spørgsmålet: ”Elaborerede du på det?” Elisabeth var en mester ud i elaboreringens kunst. Og hun fandt altid ind i de mørke kroge. Også i de kroge udfoldede sig et trygt venskab og samarbejde, hvor vi begge hele tiden blev klogere og hele tiden opsatte på at blive bedre og bedre til at sætte ord på det, som den analytiske psykologi handlede om. For os.
Elisabeth er vokset op med fortællingerne om den nordiske mytologi, hun kendte myterne og kunne sætte dem ind i en jungiansk ramme. Og jeg er sikker på, at Elisabeth ikke hviler i fred. Hun er gået over regnbuen og elaborerer videre på den anden side.
Og her sidder jeg så og tænker tilbage med glæde og kærlighed på de gode år, jeg havde sammen med Elisabeth
Æret været Elisabeths minde.
Hanne Urhøj